Del 6

Mangel på tilsyn og vejledning

Når tilsynet er mangelfuldt - der er uklare instruktioner, der opleves et fravær af "kompetente personer" eller alenearbejdere er overladt til selv at "finde ud af det" - kan mindre afvigelser medføre alvorlig skade. Undersøgelser nævner gentagne gange manglende tilsyn, dårlig kommunikation og ufuldstændig håndhævelse som grundlæggende årsager til ulykker - især for nye eller unge medarbejdere samt hos dem der arbejder alene.

HSE bemærker, at alenearbejdere ofte har brug for ekstra træning, tilsyn og overvågning, fordi det er sværere at få hjælp, hvor de udfører deres arbejde. Arbejdsgivere skal i den forbindelse sætte klare grænser for, hvad der kan forventes at gøres alene.

Husk, at sandsynligheden for, at en medarbejder kommer ud for en ulykke i løbet af de første seks måneder ofte er ligeså høj som for hele resten af medarbejderens arbejdsliv. Arbejdstagere har i deres første måned hos en ny arbejdsgiver en fire gange højere risiko for at komme til skade som dem, der har haft det samme job i et år eller mere.

Eksempler:


Kranulykke

En kran ramte en sakselift. Ulykken dræbte en entreprenør og kvæstede en anden alvorligt. Utilstrækkelig koordinering og fraværet af en tilsynsførende var de vigtigste årsager til hændelsen. Virksomheden blev idømt en bøde på £285.000 plus omkostninger.

Teenager på dumper

En landmand fik en bøde efter en arbejder i teenagealderen væltede en seks tons tung dumper og pådrog sig alvorlige hovedskader. HSE sagde, at den unge arbejder ikke havde fået den nødvendige træning i forbindelse med udførelsen af arbejdet, og fandt endvidere at arbejdet var udført uden opsyn.

Strategier for afhjælpning:


Gør tilsyn til en integreret del af sikkerhedsarbejdet – ikke en eftertanke: Definér hvilke opgaver der kræver tilstedeværelse af kompetent tilsynsførende - eksempelvis løfteoperationer, arbejde udført under høj varme eller arbejde i højden - samt hvilke opgaver, der ikke må udføres alene såsom arbejde i aflukkede rum.

Tilbyd struktureret træning og mentoring: Match nye, unge eller uerfarne medarbejdere med erfarne mentorer, og sørg for tæt opfølgning, indtil kompetencerne er solide og veldokumenterede. Gennemfør regelmæssige opfriskningskurser for at forebygge fejl og uhensigtsmæssige arbejdsprocesser.

Sørg for tydelig kommunikation og nødvendige tilladelser: Gennemfør grundige briefinger inden arbejdet påbegyndes, ved skift mellem hold og ved udstedelse af arbejdstilladelser med godkendelse fra arbejdslederen. Sørg for tydelig afmærkning, når vagter fjernes eller driftsforhold ændres, og koordiner grænseflader mellem flere entreprenører for at undgå overlap og opgavekonflikter.

Planlæg arbejdet omhyggeligt og bemand ansvarligt: Udfør job-hazard-analyser (JHA) for ikke-rutinemæssige eller ad-hoc opgaver. Sørg for, at makkersystemer håndhæves, og at tilsynsområderne er realistiske, så de ansvarlige kan overvåge arbejdet og gribe ind i realtid ved behov.

Overvågning af alenearbejdere: Etabler faste check-ins, og anvend teknologiske løsninger som wearables med man-down- eller faldregistrering, GPS/SOS-funktioner med forbindelse til et 24/7 responscenter samt satellitbaserede systemer i områder med dårlig dækning. Husk, at teknologi kan understøtte, men aldrig erstatte, menneskeligt tilsyn.

Kultur og håndhævelse: Skab en kultur, hvor det er en klar forventning, at arbejdet stoppes, hvis der opstår tvivl om forsvarlighed eller risiko. Tilsynsførende skal aktivt coache og korrigere tidligt i processen. Gennemfør regelmæssige audits for at sikre overholdelse af regler og følg konsekvent op på eventuelle udfordringer.

< Forrige
Næste >